525 Hvem hæfter for gælden ?

Selv om I har formuefællesskab, er der ikke tale om, at I hæfter i fællesskab for jeres gældsforpligtelser.

Ægtefælleloven indeholder i § 3 en regel, som går ud på det stik modsatte, nemlig at hver ægtefælle hæfter med sin egen formue, dvs. sin egen bodel og med sit eget særeje for sine egne gældsforpligtelser - uanset om disse er opstået før eller under ægteskabet.

Ved bodel forstås den del af fællesformuen, som du selv råder over. Det kan du læse mere om på emne nr. 524 - hvem råder over hvad? - og emne nr. 526 - hvad er dit og hvad er mit?

Du kan som hovedregel kun komme til at hæfte for din ægtefælles gæld, hvis du selv udtrykkeligt har påtaget dig en forpligtelse hertil. Det mest almindelige eksempel på fælles hæftelse er den situation, at I optager et lån i en bank eller en sparekasse og BEGGE skriver under på lånedokumentet, dvs. gældsbrevet til pengeinstituttet.

Vi har mange gange set ulykkelige tilfælde, hvor en ægtefælle - næsten altid hustruen - uden nogen som helst overvejelser vedrørende konsekvenserne har skrevet under som medskyldner på sådanne lånedokumenter i den tro, at han eller hun i forvejen hæftede for sin ægtefælles gæld, når der var formuefællesskab. Dette er og bliver en alvorlig og ofte meget dyr misforståelse.

Vi vil råde dig til, at du i videst muligt omfang prøver at undgå at komme til at hæfte for din ægtefælles gæld. Er du f.eks. lønmodtager og din ægtefælle selvstændig, bør du ikke skrive under som medskyldner på din ægtefælles kassekredit eller andre lån, der vedrører virksomheden. Hvis du lader dig overtale til at skrive under, risikerer du at miste alt, hvad du ejer, selv om du ikke har noget som helst at gøre med driften af din ægtefælles virksomhed.

Hvis du allerede har dummet dig og i et letsindigt øjeblik har skrevet under som medskyldner på din ægtefælles gæld, bør du gøre alt, hvad der står i din magt, for i tide at blive frigjort for dine forpligtelser!

Jeg vil her til slut nævne 2 tilfælde, hvor du kan komme til at hæfte for din ægtefælles gældsforpligtelser, selv om du ikke har skrevet under på noget som helst.

  1. Dette gælder for dete første hæftelsen for din ægtefælles restskat. Det kan du læse mere om på emne nr. 512 - skatten og os. 

  2. For det andet kan jeg oplyse, at ægtefæller fra d. 01.07.1998 hæfter solidarisk for tilbagebetalingen af særlig støtte til dækning af udgifter til renter og afdrag vedrørende ejerboliger og andelsboliger. Dette fremgår af § 92, stk. 2 i lov om aktiv socialpolitik. Selv om det ikke fremgår af lovens tekst, gælder hæftelsen formentlig kun for hjælp, der er ydet under ægteskabet. Hæftelsen bortfalder ikke ved samlivsophævelse, separation eller skilsmisse, således som det er tilfældet med hæftelsen for den anden ægtefælles restskatter.