633 Er du blevet snydt?

Selv om du som forbruger køber varer, arbejds- eller tjenesteydelser, som du kunne have købt på tilbud langt billigere, er du ikke blevet snydt. Du har indgået en bindende aftale, og du kunne bare have set dig bedre for i forvejen!

Det er kun i de situationer, hvor erhvervsdrivende bevidst fortier eller fordrejer væsentlige oplysninger eller udnytter dig, at du kan komme igennem med et synspunkt om, at du er snydt, og at du derfor alligevel ikke er bundet af aftalen.

Lov om aftaler indeholder en række ugyldighedsgrunde, hvoraf vi i omskrevet form kort vil omtale tre:

  1. Hvis du indgår en aftale, fordi den anden direkte lyver eller bevidst fortier væsentlige ting for dig, bliver du ikke bundet af aftalen. Der foreligger i så fald svig.

  2. Hvis du indgår en aftale, fordi den anden udnytter dine økonomiske eller personlige vanskeligheder til at gøre en såkaldt god handel, bliver du heller ikke bundet af aftalen.

  3. Hvis du indgår en aftale, som det vil stride mod almindelig hæderlighed at kræve opfyldt fra din side, bliver du heller ikke bundet af aftalen.

Tillige indeholder aftaleloven i § 36 en såkaldt generalklausul - eller opsamlingsparagraf om man vil - som du kan forsøge dig med, hvis du føler dig snydt, men ikke kan henvise til en helt konkret ugyldighedsgrund, fx svig eller udnyttelse. Denne opsamlingsregel bestemmer følgende:

§ 36. En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler.
Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.

Reglen er meget generelt formuleret, så dommerne kan tilsidesætte aftaler, som de finder urimelige. Og derfor er generalklausulen i stort omfang blevet brugt som den svage aftaleparts sidste redningsplanke. Men om du kan bruge reglen til at slippe fri af en aftale, hvor du på en eller anden måde føler dig snydt, kan kun domstolene afgøre - på baggrund af et skøn over de helt konkrete omstændigheder ved den pågældende aftale.

Skulle du føle dig dårlig behandlet eller snydt i forbindelse med køb af varer, arbejds- eller tjenesteydelser for mellem 500 og 24.000 kr. - køretøjer dog op til 82.000 kr. - har du mulighed for at klage til Forbrugerklagenævnet. Og det kan du eventuelt læse mere om på emne nummer 171.

Kan du ikke affinde dig med den lange sagsbehandlingstid hos Forbrugerklagenævnet eller drejer det sig om aftaler, hvor du skal betale endnu større beløb, vil vi opfordre dig til at få en gratis bedømmelse af din sag i Advokatvagten. Og den kan du eventuelt læse om på emne nummer 162.