Hvilken stemmeret har ejer af 6 genudlejede lejligheder?

I vores ejerforening ejer en enkelt person 11 ejerlejligheder, hvor 6 af dem er genudlejet i 1996/97 (dvs. efter udgangen af 1979). Alle lejligheder er genudlejet med tidsbegrænsning (max 2 år). Personen har brugt fordelingstal for alle lejligheder ved 2 generalforsamlinger dette år, og vi skal have en 3. generalforsamling i morgen.

1. Er det lovligt?

2. Hvad er konsekvenserne?

SVAR:

Ejerlejlighedsloven har siden d. 01.01.1980 haft følgende bestemmelse i § 2, stk. 4:

En ejer af flere ejerlejligheder i en ejerforening kan ikke deltage i afstemninger med fordelingstal for ejerlejligheder, der er genudlejet efter udgangen af 1979.

Noget tyder på, at denne bestemmelse er overtrådt ved de to tidligere generalforsamlinger.

Hvis der skal stemmes både efter fordelingstal og efter antal lejligheder, kan indehaveren af de 11 lejligheder godt stemme med 11 stemmer for de 11 lejligheder, medens han kun kan stemme efter fordelingstal for så vidt angår de 5 lejligheder, som ikke er genudlejede.

Overtædelse af § 2, stk. 4 må efter min vurdering kunne føre til, at beslutningerne er ugyldige.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg