Hvad er forskellen på anparts- og ejerlejlighed?


Jeg har sammen med min kæreste set på en såkaldt "samejet anpartslejlighed".
 
Det er blevet klart for os (uden at ejendomsmægleren oplyste os herom), at stueetagen i det pågældende byhus, som består af to lejligheder, har erhvervsstatus.
 
Mægleren har oplyst, at den eneste forskel på "anpartslejlighed" og "ejerlejlighed" er, at ejendomsskatten betales samlet.
 
Er det nu eneste konsekvens ved ovenstående arrangement?
 
Der skulle findes en samejeerklæring, som jeg har udbedt mig tilsendt.
 
Ifølge mægleren kan der med denne i hånden ikke foretages væsentlige ændringer ved ejendommen - eller flytte et diskotek ind i stueetagen - uden øverste etage har sagt god herfor.
 
Er det korrekt?
 
Svar:

Jeg må meddele dig, at det efter min opfattelse absolut ikke er korrekt, at en anpartslejlighed og en ejerlejlighed er det samme bortset fra, at ejendomsskatten på en anpartslejlighed betales samlet.

En ejerlejlighed er en selvstændig retlig enhed, som nøje er defineret i lovgivningen, og specielt i lovgivningen om realkreditlån, og det betyder, at der sjældent er juridiske problemer omkring køb, salg eller prioritering af egentlige ejerlejligheder.

Det er derimod ofte tilfældet omkring såkaldte anpartslejligheder. Som oftest vil kreditforeningerne ikke belåne sådanne i samme omfang, og i nogle tilfælde vil de slet ikke belåne, hvis der er uklarheder om ejerforhold m.m.

Du bør derfor få indhentet juridisk bistand, før en aftale om køb indgås, og det samme kan jeg svare om dit spørgsmål om samejeerklæringen, som du omtaler. Jeg kan ikke konkret svare på det sidste spørgsmål uden at kende de konkrete forhold, men det er under alle omstændigheder en forudsætning for at bestemmelserne i en samejeoverenskomst overholdes, at den er tinglyst på ejendommen.

Uanset dette, mener jeg nok, at du skal være opmærksom på, at I ønsker at købe en lejlighed som beboelseslejlighed, men de andre "lejligheder" i ejendommen har erhvervsstatus. Der vil utvivlsomt være forskellige interesser fra Jeres side contra ejerne af erhvervslejlighederne, og også af den grund bør købet nøje vurderes.

Med venlig hilsen

Therkildsen Advokater

Advokat Bjørn Lund Hansen