Kan jeg som studerende få fradrag for dobbelt børnebidrag?

Hej !

Jeg er studerende på SU og min årsindkomst er under 130.000 kr.  Fra næste år vil jeg betale dobbeltbidrag til min to børns underhold.

Vil beløbet være fradragsberettiget ?

SVAR:

Selv om du efter taksterne kun skulle betale normalbidrag, har du efter min opfattelse ret til fradrag for normalbidrag plus 100% til hvert barn. Dette følger af Ligningslovens § 10 og § 11, som ikke sætte nogen beløbsmæssig overgrænse.

Dette er blevet statueret i en kendelse afsagt af Landsskatteretten i 1988 (TfS 1988.484 LSR), hvor en toldkonsulent fik fradrag for et aftalt bidrag til eet barn på kr. 2.000 om måneden i 1985. De stedlige skattemyndigheder havde begrænset fradraget til normalbidrag + 25%, dvs. kr. 612 om måneden. Toldkonsulenten fik med andre ord godkendt fradragsret for et aftalt børnebidrag, der var mere end 3 gange så stort som det bidrag, som statsamtet ville have fastsat.

I ligningsvejledningen er det anført, at fradragsretten kan begrænses i ekstreme tilfælde, men dette er der efter min opfattelse næppe tale om i dit tilfælde.

Hvis din årsindtægt er på f. eks. 60.000 kr. og børnebidraget er aftalt til 36.000 kr. får du givetvis problemer med at overbevise skattevæsenet om, at du i det hele taget har betalt beløbet, for hvordan har du så kunnet leve.

Du kan læse mere om beskatning og fradrag vedrørende bidrag på  emne nr. 588.

Du skal i øvrigt passe meget på, hvordan jeres aftale om forhøjede børnebidrag bliver formuleret med hensyn til mulighederne for senere at få aftalen ændret senere. Det kan du læse mere om på emne nr. 585.

 

 Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg