625 Før du køber en brugt båd
Selv om du finder en brugt båd, som er i god stand i forhold
til prisen, er det langtfra sikkert, at du gør en fornuftig
handel ved at købe den.
Brugte både er nemlig et af de områder inden for
køberetten, hvor du for alvor risikerer at brænde fingrene
økonomisk!
Rent juridisk er der især tre forhold, du bør være opmærksom
på, hvis du agter at købe en brugt båd.
- For det første bør du være opmærksom på, om
sælgeren rent faktisk er ejer af båden eller har ret
til at sælge båden for en anden. Køber du
båden hos en forhandler, bør du - inden slutsedlen
skrives under - undersøge, hvordan tidligere kunder
eller andre bedømmer den pågældende forhandler. Jo
større og ældre forretningen er, des større er
sandsynligheden for, at den uden videre vrøvl opfylder
dine rettigheder efter købeloven. Køber du derimod
båden hos en privat, bør du forinden kontrollere, om
vedkommende navn står på en original slutseddel eller
købekontrakt samt se sælgerens originale kvitteringer
på, at båden rent faktisk er betalt.
- For det andet bør du være opmærksom på, om
der er gæld i båden, dvs. ejendomsforbehold,
udlæg eller et løsørepantebrev i den. Du vil aldrig
kunne gardere dig et hundrede procent mod negative
oplevelser hvad angår andre kreditores rettigheder, før
alle ejendomsforbehold, pantebreve og udlæg måske på
et tidspunkt bliver samlet i en såkaldt 'Bådbog'. Men i
modsætning til 'Bilbogen', der blev indført i 1993, så
er et lignende system for både kun på det idemæssige
plan.
Køber du båden direkte hos en forhandler, kommer
forhandleren til at betale for den eventuelle gæld, der
senere måtte dukke op. Men kun hvis forhandleren er i
stand til at betale eller er dækket af en særlig
kollektiv garanti-ordning hvad angår en sådan gæld i
brugte både.Køber du båden hos en privat, kan du
ligeledes gå tilbage til vedkommende med en uventet
regning fra en kreditor, som senere viser sig at have
sikkerhed for et beløb i båden. Men det er mere teori
end virkelighed at sende regningen tilbage, for er der
'skjult gæld' i båden, kan du være næsten et hundrede
procent sikker på, at sælgeren ikke har noget at betale
med. Derfor gør du klogt i - inden købet - at se
sælgerens seneste kvittering for betaling af sin
bådforsikring, og på baggrund af dette policenummer kan
du spørge forsikringsselskabet, om der er noteret en
såkaldt panthaverdeklaration hos selskabet. Men selv om
det ikke er tilfældet, kan der udmærket være
ejendomsforbehold, pant eller udlæg i båden.
Du vil dog altid og gratis kunne kunne sikre dig lidt
bedre. Nemlig ved at kontakte Personbogen i Århus for at
høre, om der under sælgerens navn og adresse er
tinglyst et pantebrev med sikkerhed i båden. Du kan kun
få oplysningerne, hvis du kan opgive sælgerens navn og
fødselsdato eller dennes cpr-nummer eller SE-nummer.
Personbogen har tlf.nr. 86 12 91 45 og har åbent på
hverdage mellem kl 11 og 14.
Skulle den pågældende båd veje fem bruttotons eller
derover, kan den være registreret i Skibsregistret - og
det vil typisk være tilfældet, hvis der er gæld i den.
Du bør ligefrem kunne se på båden - eller mere
nøjagtigt på hækken af den - om den er registreret,
for i så fald skal den være mærket med navn og
hjemsted. Du kan altid spørge i Skibsregistret, om en
båd er registreret, og om der er anmeldt
panthaverrettigheder over den. Du kan spørge på ejerens
navn - også kaldet rederen - på bådens navn og på
bådens bogstaver, som vil være identiske med bådens
eventuelle radiokaldesignal. Skibsregistrets telefoniske
oplysning er åben alle hverdage fra 9 til 12 på nummer
39 27 15 15.
Lader du dit bådkøb finansiere via visse af de
låneformidlere, der har specialiseret sig i den slags
lån, får du automatisk en såkaldt restgælds-garanti,
så du er dækket, hvis der skulle dukke såkaldt 'skjult
gæld' op i båden. Betaler du derimod båden på anden
vis, og ønsker du at sikre dig så godt som muligt mod,
at der ikke er såkaldt 'skjult gæld' i båden, kan du
gøre det til en betingelse for handelen, at sælgeren
forinden skal stille en et-årig bankgaranti. Er
sælgerens privatøkonomi i orden, bør han kunne få sin
bank til at garantere for betalingen af ethvert krav op
til bådens værdi, hvis der skulle vise sig at være
ejendomsforbehold, udlæg eller pantebreve med sikkerhed
i båden. Og skulle der være en skjult gæld, vil den
sædvanligvis komme op til overfladen i løbet af et år.
- For det tredje - og sidste - bør du være opmærksom
på, om sælgeren giver særlige løfter,
garantier og oplysninger hvad angår båden, fx
om skrogets stand og fartøjets mekaniske stand eller
særlige egenskaber. Du gør klogt i at få nedskrevet
sådanne løfter eller garantier i den bindende
salgsaftale, også kaldet slutsedlen, for mundtlige
tilsagn vil du ikke efterfølgende kunne bruge til noget.
Skulle der senere vise sig at være fejl eller mangler
ved den brugte båd, vil du kun kunne komme igennem med
din reklamation, såfremt:
- Fejlene må anses for usædvanlige i forhold til
bådens alder, hidtidige benyttelse og den pris, du
har givet for den.
- Sælgeren skriftlig har lovet dig noget andet eller
givet dig en egentlig garanti mod sådanne fejl.
- Eller sælgeren har handlet i strid med almindelig
hæderlighed.
Skulle du føler dig i klemme i en bådhandel, vil vi anbefale
dig at få din sag vurderet under et gratis besøg i
Advokatvagten. Og det kan du eventuelt læse mere om i emne nummer 162.
